Af Mari-Louise Jonsson
Vi fik bogen gratis (på kurset i uge 12), og det er jo i sig selv nok til at gøre en lidt mistænksom. Hertil kommer det lille lækre format, de sjove tegninger og så lige den kendsgerning, at bogen er udgivet af et reklamebureau!
Men hov, stop, nej. Lad os nu tage hinanden på ordet og springe ind i den der web 2.0-verden, hvor vi tager imod det generøse, smager lidt på den nye viden, og tilsætter et personligt krydderi, der måske en dag kan bruges i andre opskrifter i et andet køkken.
Men vel at mærke uden at glemme, at bureauets ærinde stadigvæk er markedsføring af produkter! Problemet er bare, at forbrugerne ikke gider reklamerne mere. De er blevet web 2.0 forbrugere, de vil selv være med.
D-kommunikation
Marie Louise Jonsson kommer fra reklamebureauet Envision: www.envisionblog.dk. Hun omtaler (introducerer?) begrebet D-kommunikation, hvor D står for følgende treenighed: Dialog, Deltagelse og Din nye vennekreds.
Hun er ellers mest vild med de engelske ord og lægger ud med WOM – Word-of Mouth. Der er den WOM, hvor firmaerne bevidst får sat en kampagne i gang via nye medier; Burgerking har åbenbart haft succes med en kyllingekampagne: http://www.subservientchicken.com/. Og så er der den WOM, hvor produktet klarer det hele selv: Google, Amazone…..
”Den store udfordring for nutidens virksomheder er at komme med i snakken”. Men det er ikke nemt: forbrugerne snakker for at skabe menneskelige relationer og identitet, virksomhederne vil sælge produkter.
Vil du købe en bibliotekaruddannelse?
Lad os straks og uden tøven prøve at overføre det på Danmarks Biblioteksskole. Den burde vel ligge lige til højrebenet, for hvad er mere identitetsskabende end at uddanne sig? Ergo spørger vi de studerende, om de vil være med til at sælge deres egen uddannelse. Så må det komme an på en prøve. Synes de studerende, det er sjovt at snakke om det, de uddanner sig til? Skaber det nye menneskelige relationer at indlede en metasnak om sin uddannelse, eller bliver de studerende bare levende reklamesøjler for deres uddannelsesinstitution?
Nu er projektet i hvert tilfælde skudt i gang stærkt inspireret af fornem coaching under seminardagene i Århus, hvor jeg præsenterede denne power point.
Hjemme på Biblioteksskolen har Marie og Andreas indtalt de første små videoklip (med ført hånd!), der nu ligger på denne adresse: http://www.albinogorilla.dk/studbib Marie har oven i købet været så sød at annoncere projektet på de studerendes site: biblnet.dk. Her har jeg rigtig reklameagtigt lokket med champagne og konkurrence om en Ipod, hvis vi når op på 50 videoer! (Hovsa, skal lige huske, at de studerende fra Aalborg vist ikke rigtigt bruger biblnet, så dem må jeg lige kontakte på en anden måde).
For øvrigt, hvis det skal være en rigtig moblog, så skal de studerende jo selv sende fra deres mobiltelefoner, men der er åbenbart mange, der (som mig selv!) ikke kan sende mails fra mobilen, så indtil videre må det blive mig, der lægger ind via kabel.
Det handler om at sætte i værk og sætte i cirkulation!
Afsmitning
Jeg har tænkt meget over, om projektet ville vinde ved, at der også blev produceret små videoklip med bibliotekarer og kandidater i den type jobs, som almindelige mennesker ikke lige forventer at finde dem i: Bibliotekarer i it-branchen, medicinalvirksomheder, konsulentbureauer, medieverdenen, kultur- og videnchefer mv. Det er svært at komme uden om, at der hænger et lidt støvet image ved folkebibliotekerne, det smitter af på bibliotekarernes image, det smitter af på interessen for uddannelsen, det smitter af på de studerendes selvtillid osv osv osv Hvis man nu (også!) viftede med et væld af andre jobmuligheder, kunne man så få brudt den onde cirkel?
Men hvor bliver så lige de tre D’er af: Dialog, Deltagelse og Din nye vennekreds?
Konklusion 1 : Jeg må snakke meget mere med de studerende om, hvad de vil.
Konklusion 2: Bogen fra envision kan stærkt anbefales
No comments:
Post a Comment