Når forskning ryger i medierne

Bente Kristiansen har skrevet en super interessant artikel om, hvordan PISA-undersøgelsen fra 2003 blev dækket i de danske medier. (Også i Humaniora 2:8 – elsker det nummer…) Her påpeger hun markante forskelle mellem den historie, der fortælles i forskningsrapporten og den, der fortælles i medierne.

Den dominerende forståelsesramme i forhold til selv PISA-rapporten er, at de danske skoleelever præsterer for dårligt - og årsagen er mangel på disciplin

Hovedtemaet i PISA-rapporten er en undersøgelse af elevernes kompetence i matematik – samt problemløsning, læsning, naturvidenskab. Og personlige og sociale kompetencer. Rapporten peger derimof på 3 helt andre problemstillinger:

• Matematikkompetencerne er præget af kønsmæssige skævheder
  


• Der er for mange rigtigt dårlige og for få rigtigt dygtige elever



• Den gennemsnitlige præstation blandt indvandrere øges ikke fra generation til generation

Interessant!!!!


Medierne formidler den politiske dagsorden

Medierne forholder sig udelukkende til de politiske temaer og konkrete handlingsforslag som ligger i Undervisningsministeriets pressemeddelelse, (der blev udsendt om PISA-rapporten) samt de temaer, som debatteres i politiske forhandlinger mellem interessenterne på området, som Bente K. skriver. Medierne giver kun lidt information om det forskningsmæssige grundlag – de er primært løsningsorienterede.

Forskningens funktion

• Anledning (til at lancere forslag til ændring af folkeskolen



• Dokumentation (af at der er noget galt med folkeskolen – men det fordrejes i forhold til rapporten)



• Interessetilkendegivelser (fra politikere og interesseorganisationer)

Med andre ord: mere forskningsstof i medierne åbner ikke automatisk skotterne mellem forskning og samfund, forskningen skaber ammunition til de politiske debatter. Derfor kommer det til at se ud som om, de politisk rejste diskussioner har forskningsmæssigt belæg!

Bente Kristiansen får lov at slutte dette indlæg med hendes i sandhed tankevækkende konklusion:

”Forskningen bliver nemt autoriteten, der giver nogle af parterne medhold, snarere end at den tilbyder ny refleksion fra en anden sfære.”