Thursday, August 21, 2008

Forsker og blogger


- webloggen er et forsknings- og fællesskabsværktøj, som skaffer forskeren en bred læserkreds - skriver Lisbeth Klastrup i en artikel i Humaniora, 2:08












Lisbeth Klastrup er adjunkt ved Institut for Digital Æstetik og Kommunikation på ITU, og jeg tror, de fleste kender hende som én af de første bloggere (hun startede allerede i 2001) med Klastrup’s Cataclysms http://www.klastrup.dk/ - men der har været lidt tavst på bloggen på de sidste, og nu ved jeg hvorfor: hun bruger mest tid på FaceBook i øjeblikket… Og så stødte jeg lige ind i hende her til aften, sådan rent fysisk, foran Les trois cochons på Værnedamsvej sammen med en hel flok norske on-line forskere!

Men Lisbeth er om nogen den, der har forbundet blogging med forskning fordi webloggen som fænomen sætter hende i stand til at

"Skabe og vedligeholde netværk som en integreret del af formidlingen af ens identitet, interesser og viden"

Hendes pointe er, at webloggen både kan bruges i den daglige forskningspraksis og ændre det syn, forskeren har på sin rolle som forskere.

Først hendes definition på en forskerblog:

"En weblog, der i sit indhold primært fokuserer på skribentens forskningsområde og forskningsinteresser. Den kan både fungere som forskerens dagbog undervejs i et projekt; som en notesbog, hvor forskeren fastholder sine ideer og tanker; og som et sted, hvor forskeren filtrerer og samler relevant information."

Lisbeth understreger, at et væsentligt kendetegn ved bloggen er dens personlige indgangsvinkel: en forskerblog ville ikke være en blog, hvis man ikke fik indsigt i den person, der står bag bloggen. Men fokus er forskeren og forskningen, ikke det private og personlige liv.

Forskerbloggens kendetegn:

Bloggen som åben notesbog
- fordi der ikke er langt mellem at tænke og blogge! Og den daglige øvelse i at formulere sine tanker er en effektiv måde at træne sig i at formulere og kategorisere ideer på, mens man får dem. Hvert indlæg skal nemlig have en overskrift – og ofte vil man også kategorisere det gennem tagging. Forskerens tanker præsenteres som ”work-in-progress” og umiddelbart – modsat den traditionelle akademiske formidlingsform, hvor alt skal være tænkt til ende, inden det præsenteres for andre. Og man kan altid gå tilbage i notesbogen og måske få øje på en idé, der fortjener at gøres til en artikel

Bloggen som netværksskaber og vedligeholder
- Lisbeth oplevede, at hun skrev sin blog med sine skandinaviske forskerkolleger in mente. Men også at hun samtidig nåede ud til et helt nyt publikum, bl.a. journalister.

Bloggen som værktøj til kollaborativt samarbejde og videndeling
- som værktøj til fælles artikelskrivning

Bloggen som blæksprutteindsamler af viden
- Et forskningsprojekt om weblogs og valget i 2005 fik pludselig vokseværk: fordi det løbende blev formidlet via en blog, blev der lynhurtigt tilført ny viden fra dem, der læste bloggen. Og nu blev det tydeligt, at journalister var begyndt at bruge blogs som seriøse kilder.

Lisbeth har også en række bud på, hvorfor danske forskere ikke blogger (så meget…)


Mangel på kendskab til mediet



  • Mangel på tid

  • Mangel på lyst

  • Mangel på viden om, hvad man som forsker kan bruge blogværktøjet til

  • Forbehold over for at skrive på engelsk

  • Men måske det aller vigtigste: angsten for at miste sin vigtigste kapital: VIDEN



Og selvfølgelig – som konklusion på artiklen – en række bud på, hvorfor forskere bør blogge:


  • Nå et bredere forum af læsere og mulighed og få mulighed for at publicere arbejdspapirer, der ikke egner sig til et akademisk tidsskrift



  • Bliv tvunget til at gentænke egen forskningspraksis og rolle som forsker: hvornår vil man publicere og til hvem?


  • Skab bevidsthed om egen idéudviklingsproces og forskningsmæssige orientering


  • Træn dig i at skrive under andres blikke i en tid, hvor der skal samarbejdes med andre forskere


  • Udvikling af sociale netværk


  • Videndeling


  • Indgå netværk med andre end forskere: amatørforskere, studerende, journalister mv.


  • Visualisering og inddragelse af netværket og brugerne – socialt software


  • Fremvis personlig profil – her kan bloggen blive et interessant eksempel på, at man i kommunikationen af egen identitet og ansigt på nettet ser en sammensmeltning mellem personlig markedsføring og social interaktion og netværksvedligeholdelse. Og bloggen bliver en ubevidst fortælling om livet som forsker!

Lisbeth får ordet med det sidste afsnit i artiklen, der nærmest er ren poesi:

”Vi er, hvordan vi kommunikerer til og med andre, vi er hvem der linker og læser os, og vi er med til at skabe andre, også som forskerbrands, ved at læse og linke til dem. Bloggen er og kan derfor være både en del af ens ’formidlingsporteføle’ og web-tilstedeværelse, og en dynamisk måde at netværke og fortsat blive til på i en netværket verden.”