How audiences are shaping the future of news and information
By Shayne Bowman and Chris Willis
Participatory journalisme – det er det, bogen handler om. Sidder lige og grubler over, hvad den danske betegnelse burde være. Lad os lige tage definitionen først. "Participatory journalisme" indebærer, at en borger eller en gruppe af borgere spiller en aktiv rolle i forhold til at indsamle, rapportere, analysere og sprede nyheder og information. Formålet med at deltage er at tilvejebringe den uafhængige, pålidelige, præcise, nuancerede og relevante information, som et demokrati har brug for. OK, skal vi kalde det journalistik med brugerdeltagelse?
Jeg er ellers lidt vild med nye engelske ord, hvilket jeg tit bliver klandret for. Men det her ord har altså en hvis forklaringskraf: Prosumer, en sammenskrivning af producer og consumer, tag den! Eller hvis I absolut vil have den på dansk, så prøv med probruger…
Her er lige et lækkert ord til: man tager et K fra ordet knowledge og klistrer det på en blog og fluks får man ordet Klogging, en betegnelse for knowledge management på en blog. Er det men det, jeg i al beskedenhed sidder og eksperimenterer med? Bowmann og Willia sidestiller faktisk en knowledge manager med en bibliotekar, og én af deres pointer er, at de nye prosumere får et væld af roller: de publicere, udsender, redigerer, skriver, fotograferer, optager videoer, tegner, kommenterer, dokumenterer, håndterer information og reklamerer.
Men hvorfor er det lige, folk i den grad har taget de nye medier til sig og kommunikerer på livet løs? Bogen giver et par bud på det:
- For at få status i et fællesskab
- For at få kontakt med andre, der har de samme interesser
- For at skabe mening og forståelse
- For at informere og blive informeret
- For at underholde og blive underholdt: Communication + entertainment = particitainment, ups, der smuttede lige et nyt engelsk ord med !
- For at være kreative og skabende
Bowmann og Willis har også set på, hvad der gør on-line fællesskaber troværdige i vores øjne. Tilliden opbygges om jeg så må sige nedefra; Hvis man hele tiden får gode råd af en given person, ja så er sandsynligheden for at man vil blive ved med at tro på ham ret stor. Det er det Googles Page Ranking bygger på, og den kvantitative del af forskningsevalueringen har altid brugt princippet i citationsanalyser. Men der er også andre faktorer på spil:
- Egalitarian:
åbne redigeringspricipper som i wikipedia sikrer det korrekte resultat til sidst
- Intimacy:
når folk skriver i en blog opbygges en indforstået kontekst af tillid
- Passion:
blogs er fyldt med personlig, holdninger og kød og blod
- Speed of communication:
muligheden for en umiddelbar reaktion er meget væsentlig
- Free market of media:
Brugerne ejer selv deres kommunikationskanaler
(Her må I selv oversætte principperne…)
Nå, man hvad skal journalister så stille op, når hele deres traditionelle eksistensgrundlag – massekommunikationen – står for fald? Det gælder først og fremmest om at anskue brugernes deltagelse som en kæmpe mulighed for at komme dybere ned i historierne end journalister ellers har (tid?) mulighed for. Og så skal den sociale interaktion, der kan skabes på nettet være lige så vigtig som det narrative element. Journalisten kan bl.a. få tips, feedback og førstehåndsindtryk direkte fra de fællesskaber, hvor historien kommer fra. Omvendt kan journalisterne understøtte processen ved at tilbyde guider og gode råd om skriveproccen og open source værktøjer. Den demokratiske proces får nye dimensioner, historien er ikke længere et slutprodukt men udgangspunkt for nye diskussioner.
I forgårs læste jeg så lige i Weekendavisen en artikel med overskriften "Den brændende platform". Nu skal DR igang med at etablere en helt ny manøvredygtighed..............
No comments:
Post a Comment